AMAGERBANDEN

Som jeg husker det, bar jeg sort, lårkort nederdel, nylonstrømper og højhælede sko, da jeg ankom hos min mor i Baron Boltens Gård. Det var tidlig morgen og dagen for min dimission. Vi skulle følges til Frederiksberg Rådhus, hvor selve borgmesteren ville uddele eksamensbeviser foran forældre med blanke øje og lynende kameraer. Jeg lignede ikke den typiske student. Jeg havde da også pakket et mere anstændigt antræk og min sorte HF studenterhue i en pose, men til min ærgrelse opdagede jeg, lige foran min mors dør, at posen med skiftetøj og studenterhue netop nu sejlede rundt i bagsmækken på en hvid Toyota Corolla, grangiveligt på Amager et sted.
Min mor så på mig med en vis forbløffelse. Jeg fortalte hende, jeg kom direkte fra en bytur, og havde glemt posen i en bil. Hun gav mig ingen moralsk opsang, men jeg lagde næppe op til den oplevelse, hun havde forestillet sig, vi skulle dele.

Hun viste mig forskellige par bukser af hendes, jeg kunne låne, så jeg ikke lignede en prostitueret. De fungerede ikke, syntes jeg. Min mor var sød og tålmodig. Hun kørte mig til min lejlighed i Øster Farimagsgade, hvor jeg meget hurtigt fik lov at skifte tøj. Mit ansigt var blegt og træt og jeg lagde et ekstra lag sort make-up uden på den gamle. Da jeg trådte ud fra min opgang, så min mor udtryksløst på mit ansigt og sagde ”Du ligner en dæmon”.

På Frederiksberg Rådhus sad jeg på en stol i salen, ventede og lyttede på taler, og blev døsig. Jeg havde ikke sovet om natten overhovedet og kontrasten fra byturen og denne formelle seance var surrealistisk. Jeg fik lov at låne en studenterhue bare til øjeblikket, hvor mit navn blev råbt op og jeg skulle på scenen. Den var alt for lille og klemte om mit hoved. Udenfor rådhuset ventede de festpyntede, åbne lastvogne og jeg mærkede både en glæde og en forundring over, at jeg nu selv skulle køre i en sådan.

Mine klassekammerater var kåde og forventningsfulde. De var i en rus allerede før, de havde drukket. Jeg holdte af de fleste af dem og havde endog rigtigt gode venner i blandt dem. Men i dag følte jeg mig som en fremmed. Samtidig skrantede min fysik mere og mere. Jeg rystede på hænderne og mit hoved var varmt. Da vognen satte i gang og øllene blev knappet op, havde jeg ikke meget lyst til at drikke. De andre stod op og sang og skreg udover ”rælingen” af vognen. Jeg sad på en ølkasse bagerst på vognladet det meste af tiden og spyttede i en bajer. Lastbilen gyngede let af trampedansen fra mine klassekammerater. Når jeg lukkede øjnene var jeg tilbage på diskoteket. Et af de helt kiksede, turistagtige diskoteker, jeg aldrig ville sætte en fod i før, oppe i den håbløse ende af Strøget, men som havde åbent alle ugens dage og hvor den lille bande fra Amager vist nok kom gratis ind.

Den lille bande fra Amager var en sær størrelse, som jeg ikke længere husker, hvordan jeg mødte. Var det gennem Paw, den lille dansemus, som jeg kendte fra Storkespringvandet og senere hiphopmiljøet? Han hang i hvert fald også ud med dem. Jeg kalder dem for bande, men jeg ved faktisk ikke, om de nogensinde begik noget kriminelt. De virkede rimeligt uskyldige. Nærmest naive. De var den diametrale modsætning til HF-miljøet, hvor alle skulle lære en masse, planlægge deres fremtid og hvor man fik afprøvet og afvejet sit intellekt på dagligt basis. De her drenge lod ikke til at tage noget seriøst. Heller ikke dem selv. Deres adfærd grænsede til det fjollede. De kunne godt finde på at rode sig ud i nogle konfrontationer rundt omkring, men mest af alt, ville de bare more sig. De stillede aldrig spørgsmål til min person som sådan. Jeg behøvede ikke forklare dem noget. De vidste godt, jeg var lidt en alien i deres flok og jeg tror, de kunne lide mig. Gennem Amagerbanden var også mødet med et par lokale piger. Dem der var mørke af selvbruner og med gode kroppe og som kradsede sig åbenlyst i skridtet og sagde sådan noget som ”Ja, det kløer af helvede til, fordi jeg har fået en Brazilian”. Jeg følte mig som en turist, der rejste med en sightseeingbus i et sært, eksotisk univers. Jeg var ikke som dem, men det morede mig at være med og jeg vidste, jeg snart skulle af igen.

De var lidt som små drenge, der leger sej bande. Særligt udtalt en enkelt aften, vi var ude, hvor de havde iklædt sig nye, ens bandanatørklæder om hovederne. Jeg husker, hvordan jeg først græmmedes, da denne skøre parallelverden af min stod ansigt til ansigt med min virkelige verden, midt inde i Ny Østergade foran Det Elektriske Hjørne. Mine gode barndomsvenner grinede salte tårer af den provinsbande, jeg kom anstigende med. Jeg så min egen arrogance i deres ansigter og blev sur på den. Følte pludselig beskyttertrang overfor drengene fra Amager. De var bekymringsfrie og sjove at hænge ud med. Og generøse ikke mindst. Den selvbestaltede leder, en lidt tung fyr ved navn Tipo, betalte for alt. De fortjente ikke at blive grinet af, når de tog sig sådan af mig. Jeg kunne have sagt farvel til dem dér og blevet på hjørnet med mine egentlige venner, men jeg valgte side for en aften og hoppede ind i den hvide Toyota Corolla igen. Kom så – videre – mod nye eventyr! Eller i hvert fald næste bar.

Jeg husker ikke, hvor Tipos familie oprindeligt var fra. Måske var de pakistanere. Og jeg fandt heller aldrig ud af, hvor pengene kom fra. Jeg synes, han sagde, han havde en kiosk eller købmand. Men der var noget med hans arbejdstider, der altid undrede mig. Resten af bandens medlemmer står mig lidt uklart. Jeg husker Georg. Han var tynd og med store brune øjne og et lille fipskæg. Hans etniske aner fremstår heller ikke helt klare i dag. Paw var altid glad. Nærmest glad i låget. Charmerende og med forrygende danseevner. Og så havde han en spøjs tendens til at tale med indvandreraccent, selvom han var pære dansk. Miljøet havde indsneget sig uden han selv bemærkede det.

Paw, Georg, et par stykker, jeg ikke længere husker, nogle gange min veninde og så jeg selv udgjorde Tipos lille entourage, der gik i byen alle mulige dage på ugen, og de kulørte drinks flød i en lind strøm. Jeg blev hentet i bil derhjemme, og så kørte vi ellers afsted fra bar til bar til klub. Ingen forventede noget af mig. Ingen prøvede på noget. Jeg befandt mig i en lang, rusfyldt flugt. Festede så længe af gangen, at hverdagens ansvar forsvandt som tørisen på det blinkende dansegulv.

”Lå lå låååå” lød det fra lastvognens hvidklædte entusiaster. Jeg rejste mig og forsøgte at være med. Men jeg evnede ikke at kigge forbipasserende på gaden i øjnene og råbe noget om at være blevet student og en rimesang om vores klasse, når jeg dybest set var ædru. Det var tidligt på dagen, at nogle af pigerne allerede var meget fulde. Vi ankom hos forskellige søde forældre og fik pindemadder og Lambrusco og nogen kastede op på et gulvtæppe og der var meget lange, hysteriske grineflip blandt de fuldeste, som jeg ikke forstod og nærmest blev irriteret over. Midt på Nørrebrogade i en trafikprop, løftede en klassekammerat gelinde sin numse ud over bagenden af lastvognen, løftede op i sin hvide sommerkjole og tissede. Ned over nummerpladen og det hele. Alle døde af grin og bilisterne bag os må da også have fået lidt af et syn. Jeg skammede mig og fornemmede, hvordan jeg var ved at blive hende den sure på turen. Jeg måtte tage mig sammen. Jeg plejede nærmere at være hende den sjove. Jeg havde glædet mig til denne dag i lang tid. Nu var den her og jeg havde ødelagt den for mig selv ved at gå ud dagen før.

I min lomme lå noget og brændte. Jeg tænkte på det hele tiden. En lille pakke, til hvis jeg blev alt for smadret. Tipo havde lagt den i min hånd og lukket mine fingre om den, da han satte mig af foran Boltens Gård om morgenen. Han havde kigget tillidsfuldt på mig og sagt ”Hvis du nu bliver alt for træt, så tag lidt af det her” og møjsommeligt forklaret mig, hvordan jeg skulle gøre. Jeg havde for første gang fået lidt af det i en drink allerede om aftenen. Måske derfor jeg stadig var vågen. Det var en hemmelighed, jeg havde. Og når jeg tænkte på den, fik jeg lyst til at smile. Jeg elskede at have den hemmelighed. Det var meget forbudt men samtidig fortryllende, at Amagerbanden havde min ryg på denne forrykte Tour de Chambre. Det gjorde mig tryg.

Det var i en lejlighed på Østerbro, at klassen skulle have det store aftenmads-stop. Nogle forældre havde vist lavet Chili con Carne, men jeg havde ingen appetit. Jeg var træt af ikke at være en del af festen og i det hele taget bare træt. Jeg tog et glas vand, gik ud på toilettet og tog pakken fra Tipo frem. Det var en lille pose amfetamin. Jeg tænkte på hans instrukser og gjorde, som han havde sagt. Satte mig på wc’ets låg og rev præcis et blad toiletpapir af. Delte det forsigtigt på midten. Lagde det halve papir fladt på mine ben og dryssede lidt af det hvide pulver ud i midten af det. Foldede det sammen igen og igen, til det var en lillebitte pakke. Så lagde jeg den langt ind på min tunge og skyllede ned med vand. Jeg kunne endnu intet mærke, men da jeg kom ud til mine klassekammerater, følte jeg mig overlegen. Alene fordi jeg havde gjort noget så grænseoverskridende helt alene, uden nogen vidste det. Jeg var ikke bange for det. Hverken for virkningen eller for at blive misbruger. Jeg så det, som man ser en film. Som noget let uvirkeligt man betragter udefra og senere kan le af med en betroet ven. Det lykkedes mig at have nogle timer, der kunne betragtes som morsomme. Men jeg indhentede aldrig mine klassekammerater. Hvordan skulle jeg også kunne det på speed? Det er to forskellige vejbaner, der aldrig ville have mødtes. På speed føler man sig klarere og klarere i hovedet og har lyst til at snakke. Når man er fuld er man mere og mere fjoget og ser mere og mere uklart på tingene.

Jeg husker ikke, hvordan min aften sluttede. Vi blev vist nok sat af lastvognen om aftenen ude ved en stor hal, hvor alle mulige klasser skulle feste sammen. Klasser fra andre skoler, vi ikke kendte. Lidt som en stor, mørk gymnastiksal, hvor man hele tiden bliver væk fra dem, man kender. Jeg morede mig slet ikke og tog vist nok en taxa ind til byen. Jeg mødtes måske med Amagerbanden igen den aften, men det kan jeg ikke længere huske. Hvis jeg gjorde, bød de mig sikkert velkommen tilbage ind i Corollaen med store smil og høj R’n’B på anlægget, og vi susede nok hen på en eller anden sjofel cocktailbar og drak Southern Comfort og overgik hinanden i højlydte platheder, der druknede alt det udenom.

Når det kommer til mig og Amagerbanden, kan jeg hverken huske, hvordan det startede eller hvordan det endte. Jeg mindes kun svagt, at jeg ramte en mur en gang. Når der var lavvande i Tipos kasse, endte festen oftere hjemme i en eller andens stue på Amager. Og havde jeg ikke råd til en taxa hjem, kunne jeg risikere at måtte crashe på nogens sofa af imiteret læder. At vågne der var som at åbne øjnene og stirre lige ned i afgrunden. Gråt væg-til-væg-tæppe. Tømmermænd. Stadig i festtøj. For lidt tøj. Tipo lidt smågnaven. Havde nok brugt for mange penge på os andre. Jeg ramtes af fortrydelse og hjemve. Jeg havde åbenbart svært nok ved at se min egen hverdag i øjnene, og nu skulle jeg pludseligt møde deres.

Det viste sig, ingen fra Amagerbanden var ret sjove i dagslys.

Reklamer

SIDSTE SKOLEDAG

Som jeg husker det, var det en meget varm dag i 1990, da 3. G’erne havde sidste skoledag på Østre Borgerdyd Gymnasium. Jeg var 1. G’er og selvskrevet til ydmygelser under afslutningsløjerne. Pigerne var rimeligt forskånede, mens drengene raskt væk fik både buksevand og øl i håret. Vi var mange, der hang ud i Østre Anlæg ved det lille vandhul på den skrånende græsplæne tæt på skolen. Solen skinnede, og de store drak øl. Jeg var der primært for at få et sidste blik af ham, der havde sidste dag, og som havde fået mit hjerte til at hamre, hver gang han gik forbi i frikvarteret. Og som jeg aldrig havde udvekslet et ord med. Mit første år var ved at være overstået og, trods den mystiske 3. G’er, havde det år ikke været et stort tag-selv-bord af muligheder og fornøjelser for mig. Overgangen fra folkeskolen til gymnasiet havde mest af alt været en prøvelse.

Jeg vidste præcis, hvem jeg var, da jeg gik i folkeskole. Jeg havde levet i en gruppesymbiose med 20 andre børn og en håndfuld lærere i ni år. Det var mere end halvdelen af mit liv, og vi havde formet hinanden og os selv ud fra vores eget lille verdensbillede. På godt og ondt. Jeg var hittepåsom, udadvendt, sjov og sikkert for dominerende. Jeg sagde altid min mening om alt. Og alle. I folkeskolen tvivlede jeg ikke på egne evner, og jeg turde altid tale med, til og foran alle.

Hvis man gik på Sølvgade Skole, søgte man automatisk videre på enten Østre Borgerdyd eller Christianshavn. Det gjorde alle. Derfor kendte jeg også et par stykker fra min egen folkeskole, da jeg startede i 1. G, men flertallet var fremmede for mig, og formålet med overhovedet at gå der blev ret hurtigt uklart for mig. Jeg var rastløs og kedede mig i timerne, hvor den ene mere neurotiske lærer efter den anden forsøgte at inspirere os.

Alt det udenom fyldte mere og mere. Drenge. Piger. Frikvarterer. Cigaretter. Fester. Og konkurrencen om at få en plads i den sociale hakkeorden var knivskarp. I folkeskole havde jeg min faste vennegruppe af drenge, hvor humor vægtede højt, og rappenskræller var velkomne. I gymnasiet begyndte jeg at være mere opmærksom på ikke at være for meget ”fremme i skoen”. Her blev en rappenskralde ikke belønnet med opmærksomhed eller beundring.

Jeg opdagede snart, at det, der virkelig rangerede på skolen, var bryster. Unge piger med kvindelige kurver var i høj kurs hos drengene, og hvis de var i høj kurs hos drengene, var de det også hos pigerne. Undtagen når de var i for høj kurs hos drengene. Så var de ugleset af pigerne. ’Tina-Tag-Selv’ kaldte pigerne den mest ypperlige af sexsymbolerne på skolen. Hvordan hun havde gjort sig fortjent til den titel, udover at se godt ud og have nogle pæne attributter, ved jeg ikke. Men hun var i al fald omgærdet af en vis jalousi.

Min krop havde siden 12-års alderen haltet efter mine veninders. De fik bryster og kønshår og menstruation før mig, og nogle af dem havde sex med drenge, mens vi endnu gik i folkeskole. Da jeg startede i gymnasiet, stod det mig smertefuldt klart, at mine bryster ikke var bagud, men simpelthen havde nået til deres naturlige slutstørrelse: små.

Betydningen af ”Strygebræt”, som flotte Peter fra 10. klasse i folkeskolen, havde kaldt mig, gik endelig op for mig. . Det havde han kaldt mig, fordi jeg var fladbrystet. Og jeg havde oven i købet været glad for opmærksomheden. Da han sagde ”Godmorgen, Strygebræt”, tog jeg det som et sødt kælenavn à la ”Tvebak” i Brødrene Løvehjerte og svarede beæret: ”Godmorgen, Strygejern”.

I gymnasiet var det pinefuldt med de små gajoler på min brystkasse, og jeg gik næsten altid med cowboyjakke. Sådan en var udstyret med brystlommer, og det var praktisk at have lidt ting og sager i de lommer, så de bulede lidt ud og fik manglen på bryster til at falde lidt i baggrunden. Det var ikke altid lige let at finde noget relevant:. Læbepomade, en foldet kopi af en tekst fra en lærer eller et par mønter. Efter lidt tid løb jeg risikoen for at blive opdaget og fyldte slet og ret toiletpapir i lommerne. Læbepomader kunne man jo bortforklare.

Den varme sommerdag i Østre Anlæg skulle ende bittersødt. Nogle fyre fra 3. G, som jeg ikke rigtig kendte, tog mig pludselig i håndled og ankler og bar mig ned mod den lille sø i Østre Anlæg. Jeg havde set flere drenge ryge i og havde åbenbart troet mig for sikker. Nu svingede de mig frem og tilbage som en hængesofa i en kolonihave. Ind over land – ud over vand – ind over land – ud over vand. Jeg forsøgte grinende at råbe: ”Sæt mig ned” og ”Lad nu være”. Jeg holdt fast i et lille håb om, at de bare prøvede at jage mig en skræk i livet, indtil jeg faldt i med et plask. Mit hoved kom helt nede under det grumsede vand, der stank af jordslået mose. Da jeg kom op til overfladen og så mig omkring, opdagede jeg, jeg ikke kendte ret mange af dem, der sad rundt om i græsset og grinede. Jeg rejste mig, knejsede og smilede stolt, da jeg skred væk fra bredden og op mod vejen. Jeg var pinligt bevidst om, at toiletpapiret i cowboyjakken var blevet til en mærkelig bunke smulder, og på vejen slog jeg målbevist hånden af en af gerningsmændene væk, da han ville tjekke, om jeg ”havde nogle smøger” i brystlommerne.

Jeg var nødt til at tage hjem og komme i tørt tøj, og det skuffede mig fælt, at jeg ikke havde set skyggen af ham den lækre. Jeg frøs og slog armene over kors for få varmen. Og så kom han gående mod mig, lige dér. Han var alene og sendte mig et intenst blik. Sådan et, der kan gøre en helt kulret, hvis det er vellykket. Han trak skævt på smilebåndet og så op og ned af mig. Han sagde: ”Hold kæft, hvor ser du godt ud, når du er våd”.

Jeg cyklede hjem. Rystende af kulde, med løbet mascara og et smil.

HUSET PÅ PADBORGVEJ

Som jeg husker det, lugtede min mormor og morfars lille rækkehus på Padborgvej altid af cerut og petroleum. Dengang røg man indenfor og de sendte mig gerne i bageren efter cerutter. Hun skulle have 10 Golf, han 10 Folio. Jeg fik som regel lov til at købe mig selv et Rosenbrød. De lange stykker tør, luftig dej med et tykt lag hvid glasur ovenpå var altid turen værd.

I den lille forgård til huset på Padborgvej stod gerne en gammel Trabant til reparation. Til tider kunne en af familiens mange Trabier stå der i månedsvis. Det var nemlig sin sag at skaffe reservedele, som først skulle hentes i Østtyskland. Det foregik gerne i en anden Trabi og var ikke noget, der tog under en uge. Der stod bunker af bildæk og reservedele og værktøj og der var en duft af motorolie og murbrokker. Jeg mindes, at døren ind til køkkenet fra gården var så tynd som pap, at den nemt kunne være åbnet med et raskt ryk, selv hvis nogen havde gidet låse den.

Køkkenet var småt og fattigt i sin indretning. Det var ikke, som man kender et køkken i dag, med elementer der passer sammen, en tyk, lækker bordplade og med masser af overskabe. Her var i stedet et gasbord med kakler og en stump køkkenbord med vinyloverflade. Alle overflader havde et tyndt lag stegefedt. Til tider var der uoverskueligt rodet. Men her kunne jeg altid blive tilbudt en Amagermad med tandsmør, hvis jeg var sulten eller et glas gul saftevand, hvis jeg var tørstig.

I spisestuen hang et kæmpe aflangt maleri af en torsk. Det må have været minimum to meter bredt. Torsken var malet af min onkel fra Amerika. Han var skiltemaler og fisken var helt livagtig og malet i profil, som var den lige fanget og sømmet op på en plade. I hjørnet stod kassevis med fyldte whiskyflasker af mærket Red Hackle. En skotsk Malt med en lille, rød fjer klistret på flaskehalsen. Kasserne var eneste synlige bevis på min morfars sidegeschæft som grossér. Han arbejdede på en klisterbåndsfabrik. Men et par gange om året kørte han landet tyndt i sin olivengrønne Trabant og solgte et par flasker her og der. Det kan ikke have været en ret indbringende forretning, men han var stolt af den whisky. Hele familien var stolt af den whisky. Jeg var flere gange med til at sidde og sætte banderoler på flaskerne ved spisebordet i huset på Padborgvej.

Spisestuen og dagligstuen hang sammen én suite, og der virkede altid lidt beskidt. De slidte trægulve lod til at længes efter en svaber. Jeg så dem blive vasket mange gange. De så bare aldrig rigtigt rene ud bagefter. Vinduerne kunne trænge til en pudsning. Og væggene var gullige af gammel røg. I hjørnet stod petroleumsovnen og møblerne var en blanding af tilfældigt arvegods og praktiske løsninger. På væggene i dagligstuen hang forskellig kunst. Nogle malet af min ældste fætter, der havde sans for farver, og andre med motiver fra Grønland – et land der stod min morfar meget nær. Han havde rejst der og det var et af de få emner, der med sikkerhed kunne få den stille mands tunge på gled og hans blå øjne til at lyse op.

Det lille hus står stadig for mig som det mest vidunderlige helle fra hverdagen. Et magisk sted, der repræsenterede en frihed, man måske kun oplever som barn, hvor man endnu ingen pligter har. Her måtte jeg mere eller mindre gøre, hvad jeg havde lyst til. Jeg byggede engang en kompleks labyrint af møbler og puder og ting, der fyldte næsten begge stuer op. Det var sammen med en veninde. I mange hjem havde nogen nok påpeget, at det var lidt upraktisk, at man ikke længere kunne komme igennem stuerne eller, at nu var der vist klodset nok ting op og at der snart skulle ryddes op. Der var ingen, der sagde noget til os her. Min morfar sad og læste Berlingeren i et hjørne og min yngste onkel, der stadig boede hjemme, mente, det var en aldeles pragtfuld idé og kontribuerede til løjerne ved at sende sin stribede kat Filur gennem labyrinten til vores store fryd. De få venner, der fik lov at komme med til dette hellige sted, tog derfra med en ærbødig taknemmelighed. Ingen af dem var vant til så stor frihed og så lidt ansvar.

I gangen kunne jeg bygge hule under trappen, og ovenpå gik jeg på opdagelse i soveværelserne. Min mormors soveværelse var mest magisk. Mest fordi hun havde et lille indbygget skab i hjørnet af værelset. Det var fyldt med foldede lagner og dynebetræk. Der stod jeg gerne længe og pressede mine næver ind mod bagvæggen, indtil sveden stod fra min pande. Jeg ønskede, at væggen skulle give efter og afsløre et magisk rige. Jeg udtalte sagte bønner om det; ”Åh lad der være et andet rige bag denne væg.” ”Please lad mig komme derind”. Min morfars værelse var meget småt, med en enmandsseng i venstre side og en kommode i højre side. Mellem de to sider af rummet, på den i forvejen sparsomme gulvplads, var tusindvis af Berlingske Tidende aviser klodset op i sirligt bundede bunker. De stod som halmballer oven på hinanden i små tårne. Som årene gik, fik min morfar samlet og gemt så mange aviser, at tårnene til sidst kun efterlod en smal sti at gå på fra dør til seng. Min morfar gemte aviserne i tilfælde af, at der kom en dag, hvor han gerne ville genlæse noget i dem.

På min yngste onkels værelse stod altid et lille bord dækket af elektronik, loddekolber og ledninger. I hans skuffer fandt jeg bunkevis af pornoblade. I en alder af 11-12 år tid ville jeg snige mig ud på det store badeværelse, der duftede af fyrnåle (en populær duft dengang i både sæbe og shampoo), låse døren og sidde på Terazzogulvet og læse De Grå Sider med store øjne og en sær fornemmelse af fryd og skam. En fornemmelse jeg skulle opleve mange gange senere i mit liv.

Huset på Padborgvej var også lig med det gamle pæretræ, de sure vindrueranker, de storblomstrede drømmesenge, frys-selv-is og ikke mindst et utal af ture i Damhus Tivoli. Min næstældste onkel gav mig altid ”børnepenge” at snolde for. Han var af den holdning, at alle penge, der kunne klirre, tilkom børn. Det kunne nemt blive til mere end en enkelt radiobiltur og op til adskillige snurreture ved gamle Kajs tombola, når min onkel havde dykket i alle lommer og fundet det frem, der raslede. På mærkværdig vis var huset på Padborgvej altid omgivet af skyfri himmel og bagende solskin eller et tykt lag sne og istapper. Der fandtes ikke gråvejr i Rødovre, sådan som jeg husker det.